Afskrift af artikel
i Møns Folkeblad 22. november 1950.
Af Murerm. V. Andersen,
Keldby.
Billede fra originalartikel
Nede ved Noret, lige under
Tostrup By laa der fire Huse, de to var Parcelliststeder, idet der hørte et
mindre Landbrug til disse, de to andre var sammenbygget til et Hus, men det
havde to Ejere, den ene var mine Forældre, og det lille hus i det saakaldte
”Paradis” blev da mit barndomshjem.
I det ene Parcelsted boede
den gamle Eneboer, Johannes Karstensen, dette Hus er for længst nedrevet, og
Jorden tillagt Vognmand Chr. Hansens Ejendom. Kun en Del af den gamle store
Frugthave minder endnu om det gamle Hus med dets særegne gamle Eneboer, hvem jeg
senere skal omtale.
Det andet Parcelsted er
endnu beliggende i ”Paradiset” og bebos stadig af Anders Hansens Enke og hendes
Datter, medens Sønnen Chr. Hansen har overtaget Jorden. Det sidste Hus med mit
Hjem er efter i mange Aar at have henstaaet ubeboet, fuldstændig forsvundet, saa
kun enkelte Rester endnu minder mig om den idylliske Plet, hvor jeg tilbragte
min Barndom og tidligste Ungdom.
I ældre Tider, da Cykler, Biler og andre af Nutidens Befordringsmidler ikke fandtes, og det derfor var vanskeligere end nu, at foretage Udflugter til Skov og Strand, var der altid en livlig Trafik på Noret; der var altid mange Erhvervsfiskere, ja, helt fra Jylland kom Fiskere med deres Kvaser for at fiske enten med Drivvod eller Haandvod; men der var ogsaa stort Besøg af Lystfiskere og navnlig om Søndagen var der mange Stegensere, der med deres Sejlbaade foretog turen ned ad Noret. Da der ved ”Paradiset” var en lille Anlægsbro og en lille Bøgeskov med grønne Skrænter og snirklede Stier, lagde ”Turisterne” til der for at nyde Maden af de med bragte Madkurve, og varmt Vand, til de ligeledes medbragte Kaffebønner fik man saa velvilligst af ”Paradiset”s Beboere, sikkert en Udflugt, der har været lige saa vellykket, som mange Ture nu i susende Fart med Dollargrinet til de mondæne Badestrande.
Naar jeg nu, draget af
Minderne, en enkelt Gang besøger mit Barndomshjem, der ganske vist nu ikke er
mere, men de Rester, der endnu findes, kan Minderne vælde frem hos mig, og jeg
synes trods alt, at Stedet for mig nu mere end nogensinde med Rette har faaet
navnet ”Paradis”.
Vor Have var ikke stor, men
Fader gjorde den efterhaanden større ved at flytte Risgærdet længere ud mod
Vandet og saa fylde op med Tang og Affald og derpaa lidt Muld, og saa blev det
en udmærket Have, der i heldige Somre gav en udmærket Afgrøde, og min Mors
Blomsterhave blev meget beundret af de Besøgende.
Det var ogsaa nemt for os
Børn at faa et Bad. Badedragt var der ingen brug for, Tøjet blev taget af i
Stuen, og bare et par Spring, saa svømmede vi rundt i den herligste Badestrand,
syntes vi da.
Men var der saaledes om
Sommeren paradisisk at leve, kunne Vinter, Vaar og Efteraar nok minde om det
modsatte. Saa slemt som min Faders Beretning om Stormfloden i Aaret 1872, kan
jeg ikke mindes, det har været, men det var dog ikke sjældent, at ”Havet” rejste
sig med meterhøje Bølger, og sammen med en orkanagtig Storm hærgede det langs
Kysten og tog bl. a. vor Have med sig, og naar det atter blev stille, maatte vi
ud for at samle Kartofler og andet ind, og Fader kunne saa igen begynde sit
taalmodige Arbejde med at udbygge Haven.
Værst husker jeg Uvejret i
Efteraaret 1903; da troede vi alle, at det vilde blive en ny Stormflod. Vandet
gik ind i vort Hus, Bølgerne slog mod Indgangsdøren, saa vi måtte ud gennem
Vinduerne, og vore Naboer, der var gamle Mennesker, maatte vi med Assistance af
Tostrups Beboere redde ud gennem Vinduerne og faa dem anbragt paa en af Gaardene,
da deres Seng og andet Bohave sejlede omkring i Stuerne. Vejen fra Slotshøj var
blokeret og Vandet naaede til Vindueshøjde i Husene der. Vi stod ved vort
Køkkenvindue i Vand til Anklerne og saa, at ude i vor Have var to Baade drevet
ind, foruden en Del andet Strandingsgods. Jo, et saadant Vejr kunde nok minde os
om, at Syndefaldet skete i Paradiset.
Vort Hus laa med Stuerne
mod Syd, men i umiddelbar Nærhed af ca. 4 Meter høje Skrænter, saa Solen saa vi
ikke meget til; men da baade min Far og Mor altid var paa Arbejde og vi Børn
enten var i Skole eller ude hos Bønderne i Plads, havde vi jo ikke meget brug
for Solens Varme i Hjemmet.
Værst var det, at der ikke
var en Vej til Huset. Der havde dog engang været Vej fra Tostrup By til Huset;
men man fandt det vel underordnet, om Husmanden kunde køre til sit Hus i de
Tider, og da Bønderne altid, mod Godtgørelse i Form af Arbejde, kørte Husmandens
Brændsel og andre større Ting, og naar man saa sørgede for, at al Kørsel foregik
om Vinteren i Frostperioder, kunde Marken ingen Skade tage, og saa forsvandt
Vejen og tillagdes Marken, selvfølgelig uden Protest fra Husmandens side. Min
Mor maatte da ogsaa transportere Brød, Øl og andre Fornødenheder balancerende
paa en Grøftevold langs Markskellet.
Naa, men Vinteren kunde
saamænd ogsaa være paradisisk. Der var altid en Masse Skøjteløbere, Slædekørere
og mange Aalestangere paa Noret, og der var altid Liv af glad Ungdom paa den
store Isflade. Det var nu ikke altid saa rart med disse Aalestangere, for de
mange Huller, der blev hugget i Isen, maatte vi Drenge stadig være vagtsomme
for, det var nemlig ikke sjældent, at vi med skøjter paa Benene havnede i et af
dem og blev hængende ved Armene paa Iskanten, saa maatte vi hurtigst muligt løbe
hjem og faa tørret Tøjet, og det kunde gøre forfærdelig ondt paa Bagen, hvis
uheldet skete flere Gange paa samme Dag, saa ”de gamle” blev irriterede.
Det var ikke sjældent, at
Isen var saa tyk, at der kunde køres over den med Hestekøretøj, og jeg husker en
Vinter, min Mor var syg, hvor glade vi Børn var, naar Doktoren kom kørende i sin
meget flotte Kane og den smukke, hvide Hest med Bjælder, Snetæppe og alt andet
Udstyr for, og hans mangeaarige, flotte Kusk Peter Büel, kørte Ture paa Isen for
os Drenge, vel mest for at Hesten ikke maatte fryse; men vi var lykkelige, naar
han kom, og var vel dermed ikke meget kede af, at Mor var syg.
Den største Oplevelse vi
Børn havde, var, naar vi skulde til Efteraarsmarked i Stege, saa sejlede vi i
vor lille Pram til Wulffs Bro, og naar vi var kommet i Land, meldte det store
Øjeblik sig, da Far højtideligt overrakte os hver en Tiøre med Formaning om ikke
at bruge hele Kapitalen lige straks, men sørge for at faa saa meget for Pengene
som muligt. Naa, der var nok for os Drenge at høre og se, uden at bruge Penge,
selvom der var meget, der nok kunde friste en Purk og sætte Ønskerne højt, men
da min Far kun tjente 1,50 kr. om Dagen og Mor fik 75 øre for en Høstdag og 65
øre for en Vaskedag, saa kunde der ikke blive til meget Slik, og det skete da
ogsaa, at vi fik ”Markedskøb”, en Trompet eller andet, og saa var der Glæde i
”Paradiset” flere dage efter.
(sluttes).
Afskrift af artikel
i Møns Folkeblad 23. november 1950
Barndomserindringer fra Livet i ”Paradiset”
Af Murerm. V. Andersen,
Keldby.
Naar Tankerne nu gaar
tilbage til det Paradis, som vel ikke kan siges at have været bare idyl, særlig
for en fattig Dreng, men trods alt indebærer Minder, der aldrig udslettes, saa
kommer Mindet om ”Paradiset”s ældste Eneboer, Johannes Karstensen, stærkest
frem. Han var vel en Særling paa mange Maader, men meget lun og slagfærdig, ikke
som mange, der ikke kendte ham nøje, troede, at han var nem at komme om Hjørnet
med. Foruden sit lille Landbrug var han Urmager og Spillemand, og var derfor
almindelig kendt over det meste af Øen.
Han manglede kun faa
Maaneder i at blive 100 Aar, da han døde. Familie havde han ikke her paa Øen.
Han levede sammen med sine Husdyr, Hunden og Katten spiste med ved hans Bord, og
ikke sjældent ogsaa af hans Tallerken. Da han var over 90 Aar og det kneb for
ham at faa passet Bedriften, var der nogen, der udtalte Forundring til ham over,
at han ikke havde giftet sig, og han svarede da: ”Hvad for en Kone havde vel
blevet saa gammel som jeg, og saa kunde hun vel ikke have passet sig selv, nej,
skulde jeg giftes, skulde det være nu, og saa skulde jeg have en ung Kone, der
kunde løbe Ærinder for mig.”
Han havde ellers et
Jernhelbred, men en Gang var han alligevel blevet saa syg, at han maatte gaa til
Sengs, min Far besøgte ham og foreslog at hente Læge, men det vilde han ikke
høre Tale om, min Far sendte da bud til Præsten, Pastor Dahl, der beredvilligt
kom til ham, og da Præsten saa begyndte at tale med ham om Livet efter dette og
bl. a. sagde: ”Ja, Karstensen, De ved jo, at det kan være en trang vej til
Paradiset”, svarede Karstensen: ” Ja, det er ikke saa underligt, for den bliver
jo aldrig fyldt” (passet).
Karstensen var en ivrig
Jæger. Jeg husker ham endnu, som han ser ud paa vedlagte Billede, med sin kære
”Bøsse” og hans trofaste Jagthund med det mærkelige navn ”Dido”.
Der er mange Historier om
hans Jagtiver, saaledes fortælles, at han og en Ven en Gang skød samtidig paa en
Hare, saa den blev liggende som død, de blev saa uenige om, hvem der havde skudt
den, og hvem den saa tilhørte, da Haren pludselig rejste sig og tog Flugten, og
da ingen af dem havde Skud i Bøssen, sagde Karstensen med et lunt Smil: ”Nu kan
du s’gu gerne tage min Part med!”
Denne gamle Paradisets
Eneboer mindes jeg altid, naar Tankerne finder Vej til det Paradis, der blev min
Barndomshjem, fordi den gamle Særling ved sin Adamsskikkelse har bidraget til at
denne idylliske Plet fik navnet ”Paradiset”.
Om alt det smukke og
historiske, der kan siges om Bakker og Skrænter langs Norets Kyst, eller om
Tostrup By som den var i min Barndom, skal jeg ikke her berette om, dette har
vor egen Mønsdigter saa ofte beskrevet i Poesi og Prosa paa en saa udmærket
Maade, at jeg slet ikke vil prøve paa at omtale dette; men Møns Folkeblad bad
mig fortælle lidt om, hvordan min Tilværelse som Barn havde formet sig i
”Paradiset” og hvilke Erindringer jeg havde fra den Tid, og det har jeg her
givet en Fremstilling af.
Hvad der ellers er sket af
Fremskridt i de 65 Aar, der snart er gaaet, siden min Vugge stod i ”Paradiset”?
Ja, Mejemaskinen var lige kommet hertil, men paa de mindre Gaarde blev dog alt
Kornet mejet med Haandkraft, og da var der Brug for Arbejdskraft ved Landbruget.
Alle Haandværkere maatte indstille deres Virksomheder i Høsttiden, da baade
Bygningshaandværkere, Skrædere, Skomagere og Smede maatte deltage i Mejningen.
Koner og Piger foretog Opbindingen, medens Børnene havde til Opgave at slæbe
Negene sammen til Hov, og saa ellers løbe efter gammelt Øl, tilsat Sukker med
”Lille Maren”, og nyt hjemmebrygget med ”Store Maren”, (Det var flade Træankre).
Disse gik saa fra Mund til Mund. Kan være, det tit var med Tilfredshed, at Pigen
paa denne Maade fik et Kys af Karlen.
De gamle Tærskeværker med
Hesteomgang var ogsaa almindelige, selvom Dampmaskineselskaberne var oprettet,
tærskedes der meget med Hestekraft og Plejl ved Vintertide. Halmpresser, Avne-
og Kornblæser og alt det, vi nu kender, fandtes ikke.
Det var festligt, naar der
skulde tærskes med Dampmaskinen, der skulde 15-20 Mand til at klare Arbejdet og
paa saadanne dage havde Madmor mere end travlt, for hele Mandskabet fik Kosten,
og det var Mad som til et Gilde, Bajersk Øl var ikke meget kendt, men
hjemmebrygget gammelt Øl med Pind (Sukker) og rigeligt med Brændevin til Maden
og Cognak og Rom til Kaffen kunde ogsaa
Telefonen var ikke som nu
hver Mands Eje, der var højst een i hver by. Grammofonen kendtes ikke, kun de
saakaldte smaa Fonografer med Ledning til at stikke i Øret; dem kunde man høre
paa Stege Marked. Restauratør Alfred Hansen, Stege, var den første, der fik
anskaffet en Grammofon med Plader og en vældig Højttalertragt, og der
valfartedes til Stege for at høre dette Vidunder. Jeg husker saaledes, at min
Husbond kørte med Charaban’en for alle sine Høstfolk, for at høre og se dette
Apparat, der baade kunde spille og synge. Det var dog ikke saa billigt, for der
maatte gives 10 Øre pr. Plade, og det var mange Penge i de Tider, men vi syntes
alle, at denne Oplevelse var mere end Pengene værd.
Befordringsmidlerne var
ogsaa anderledes end nu; det var kun Velhavere, der havde en Cykle, og den var
ikke særlig fiks eller let at træde. Den havde et mægtigt bredt Styr med svære
Haandtag for at der bedre kunde holdes balance. Lygte eller Katteøje skulde ikke
være paamonteret, men en vældig klokke skulde der være, og det blev taget meget
unaadigt op, hvis der ikke blev ringet kraftigt, naar der kørtes uden om et
Hestekøretøj, saa Kusken i Tide kunde holde Hestene stramt, da disse blev bange
for ”Uhyret”.
Først langt senere fik
Cyklen Frihjulet, der blev modtaget med stor Begejstring. Nu kunde man hvile
Benene ned ad Bakkerne. Senere kom saa Motorcyklen og endelig Bilerne, der selv
om det ikke var ”Dollargrin”, dog vakte almindelig Beundring. (Det gør den for
øvrigt endnu, det er ikke altid morsomt at køre i min gamle ”Overland” af
Aargang 25 i Byens Gader).
Ja, man kunde vel blive ved
at skrive om de voldsomme Fremskridt, der er sket paa alle omraader i den korte
Tid, man kan huske tilbage, og man tænker undertiden paa, om denne Tekniks
hastige Fremmarch kan fortsætte i samme Tempo, og hvor langt vi kan naa, og om
vi kan taale dette Udviklingstempo, baade økonomisk og sjæleligt.
I min Barndom forekommer
det mig, at Menneskene var lykkeligere, og at de kunde glæde sig over smaa Ting.
Fordringerne til Livet var mindre, Hjæsomheden mellem rig og fattig syntes
større, og Nervesammenbrud var ikke en almindelig kendt Sygdom, som i vore Dage.
Vi har vundet det, som
Slægter før os kæmpede for: lige Ret og samme Pligter og samme Ansvar for alle
Landets Borgere, uanset Stand, Stilling eller Køn. Vi fik ændret Grundloven, saa
vi alle kan deltage i Landets Styre. Vi fik Frihed under Ansvar for alle Kvinder
og Mænd, det havde mine Forældre ikke i min Barndoms ”Paradis”, og det er
alligevel dejligt at kunde synge ”Frihed er det bedste Ord, som paa Jorden
findes”.